STOP RACISMEN!!!
Danmark og de fremmede.
Jeg
er blevet bedt om at skrive et lille indlæg om racisme - og det gør jeg meget
gerne.
Min
baggrund for at beskæftige mig med mennesker fra andre dele af verden stammer
helt tilbage
til
den tid, hvor jeg boede og arbejdede i USA efter min kandidateksamen.
Jeg
var da ansat som forsker ved Univercity of California i Berkeley.
Som
forsker i fysik er man nødt til at arbejde meget internationalt med forskere
fra hele verden.
I
den gruppe, hvor jeg arbejdede, var der således russere, kinesere, japanere,
mexicanere,
En
del europæere og selvsagt amerikanere.
Det
gav en rig mulighed for at lære andre mennesker at kende - og for at holde fest.
Meget
ofte er der nemlig en eller anden fest-dag - selv kunne jeg bidrage med
grundlovsdag - og der var
En
god lejlighed til at fortælle lidt om ens egen kultur og religion.
Det
blev til så mange fester - så mange, at gruppen blev omdøbt fra Nuklear Science
Division
til
Nuklear Champagne Division.
Min
baggrund for at fortælle dette er også, at jeg tror, at vi simpelthen er nødt
til at samarbejde
internationalt
- ikke blot på forskningsområdet, hvor det er selvindlysende - men også
økonomisk
Og
på miljøområdet.
Senere
har jeg haft fornøjelsen som undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet
at være formand
for
udvalget om flygtninge og indvandrere, hvor vi bl.a. beskæftigede os med
oprettelsen af GIF – de særlige
et
årlig gymnasiale indslutningskursus for flygtninge, der blev oprettet til bl.a.
de mange iranske flygtninge.
Selv
har jeg altid sammenlignet de nuværende flygtninge med de jødiske flygtninge,
som
Danmark modtog i slutningen af sidste århundrede og i begyndelse af dette.
Det
er en meget vigtig ressource for et land at få nye synsvinkler ind via nye
medborgere.
Nu
er Danmark ikke et land, der er baseret på indvandring, som f.eks.
USA
og Canada, hvor man ligefrem opfordrer nye medborgere til fortsat at holde fast
i deres identitet,
oprette
religiøse centre, bo sammen og hjælpe hinanden. Det er morsomt at drage en
parallel til den
danske
udvandring til især Californien i sidste århundrede. Det var bl.a. sønderjyder,
der drog til USA,
da
landet jo efter 1864 var tysk og eksistensmulighederne ringe. De udvandrede
organiserede sig
i
bofællesskaber – i dag ville vi kalde det ghettoer – de hjalp hinanden til job
i egne virksomheder ligesom
oplever
det blandt indvandrere i Danmark, lavede klubber. I Oakland var der to
konkurrerende klubber
for
bornholmske kvinder, fælles sygesikring, og man skrev hjem til fætre og kusiner
for at få dem over til
At
hjælpe med i virksomhederne. Lyder det bekendt? Men det har mange danskere nok
glemt.
Frederiksberg
Gymnasium har sin erklærede målsætning at være en multikulturel skole. Jeg går
rundt i de
enkelte
1.g klasser og fortæller kort om denne politik, altid med bemærkningen om, at
det så selvfølgelig
påvirker
alle at være en god ambassadør for sin tro, race og religion, samt at deltage i
kulturmødet,
i
fællesskabet.
Og
eleverne kan da vælge at synes, at det er en fin idé eller at det bryder de sig
ikke så meget om.
I
sidste tilfælde opfordres de til blot at komme op til mig på kontoret for at
blive meldt ud.
Vi
har aldrig haft alvorlige spændinger mellem de enkelte grupper – heller ikke
mellem
jøder
og palæstinensere – selv da der var krig i Mellemøsten, og det er mit indtryk
at denne politik
Er
rodfæstet i eleverne. For et par år siden gennemførte vi en stor anonym
spørgeskemaundersøgelse
blandt
eleverne, og netop punktet om skolens holdning til racisme blev mest
positivt
bedømt – alle sluttede – selv anonymt – op om denne politik.
Hvordan
kommer vi så videre? Danskerne er nok svære at flytte, særligt da, når der
føres pressehetz.
Men
vi falder til ro efterhånden som flere og flere af de ”nye” danskere kan
frembyde solstrålehistorier.
Så
jeg tror, vi skal til at dyrke forbillederne. Og der er mange. Det er vigtigt
at pointere,
at
nogle faktisk klarer sig godt, har fået en god uddannelse, er selvhjulpne og
bidrager til landets vækst.
Jannik Johansen
(Rektor på
Frederiksberg Gymnasium)
København, 1998